Hvor godt kender din el­vandvarmer dig?

Vores elektriske apparater bliver klogere og klogere – og der er fordele ved en elvandvarmer, der kender dine vaner.

Er du den sidste i familien, der skal i bad om morgenen? Og har I en elvandvarmer? Så har du sandsynligvis prøvet at måtte skylle shampooen ud af håret med koldt vand, fordi det varme vand er brugt op midtvejs i badet. Ville det ikke være skønt, hvis vandvarmeren vidste, hvor meget vand I bruger - og hvornår? Og regulerede efter det? Det kan faktisk lade sig gøre. METRO THERM har udviklet en intelligent styring – Smart Control – til elvandvarmere i private husholdninger.

Smart Control går i al sin enkelhed ud på, at vandvarmeren løbende registrerer forbrugsmønstret fra de foregående 7 dage og indretter produktionen af varmt vand efter det. På den måde ved den for eksempel, at der skal være rigeligt varmt vand til bad om morgenen, men ikke noget i løbet af dagen i hverdagene, hvor alle er ude af huset. Når I kommer hjem om eftermiddagen, har den igen varmet vand til håndvask og madlavning.

Se hvordan du opsætter og indstiller Smart Control på din elvandvarmer.

Fordelen er ikke kun, at du slipper for at stå under en kold bruser. Du sparer også energi, da du undgår opvarmning af vand, når der ikke er brug for det. Faktisk kan man spare op til 12 % af energien med Smart Control i forhold til en traditionel, termostatstyret elvandvarmer. Det er godt for både elregningen og for miljøet.

Tager højde for spontane bade

Nu tænker du måske: Jamen, risikerer vi så ikke at mangle varmt vand, hvis vi en dag går i bad på et andet tidspunkt, end vi plejer? Og jo, i virkelighedens verden har de færreste familier rutiner, der ligger helt fast. Men det er der taget højde for: I styringen kan man vælge mellem 4 komfortniveauer. Niveau 1 lægger sig helt op ad det faktiske forbrug, og det er her, man kan spare mest energi – men kan også blive mødt af koldt vand, hvis man afviger fra forbrugsmønstret.

Skruer man op til komfortniveau 2, 3 eller 4, vil der blive varmet tilsvarende ekstra vand op til at dække de naturlige udsving, der kan være i en husholdnings forbrug. Det er bare at prøve sig frem, til man finder det niveau, der passer til jeres husholdning.

Sikrer mod frost, bakterier og små pilfingre

Hvis det passer bedre til jeres behov i en periode, er der mulighed for at indstille vandvarmerens temperatur manuelt, hvilket svarer til en traditionel termostatstyring . Når I tager på ferie eller er væk fra huset, kan I slå vandvarmeren over på ferieindstilling. Så bliver der ikke varmet vand op, men vandvarmeren holder en konstant temperatur på 6 grader for at sikre mod frost.

Den intelligente vandvarmer beskytter desuden mod legionellabakterier. Opstår der en tilstand i beholderen, hvor legionellabakterier kan trives, opvarmes alt vandet til 65 grader, til alle bakterier er døde. Endelig vil familier med små børn sikkert sætte pris på børnesikringen, der låser indstillingerne på styringspanelet.