Varmt vand under den Kolde Krig på Stevnsfort
Under Den Kolde Krig blev der taget en række forholdsregler, da man fra politisk side var urolig for, at krigen skulle komme til Danmark. En af dem var at opføre Stevnsfort, og her måtte man ty til kreative løsninger for at sikre, at soldater og værnepligtige havde adgang til varmt vand, når de opholdt sig under jorden.
Vi tager elevatoren ned. Ikke fra 1. eller 2. sal eller restauranten i toppen. Nej, vi tager den fra jordhøjde og direkte ned i dybet. Et halvt minuts tid passerer, inden den store, tunge og skrammede metaldør åbner, og et par lange, fugtige og sparsomt belyste gange strækker sig for vores knap så værnepligtige fødder.
Og så – efter at have drejet om adskillige ensartede hjørner – stopper vi pludselig op. Der hænger den så: en varmtvandsbeholder på bare 15 liter, som godt nok er mærket af tidens tand, men som stadig har bevaret sit originale look og sin vilje til aldrig at give op.
”Det, der skete ude i den store verden, var, at der var forskellige kriser”, fortæller historiker Anders Knudsen, som er vores guide på denne tur og fortsætter: ”Kriserne var primært på den anden side af Østblokken, og der gik man altså i højt alarmberedskab her på Stevnsfortet, hvilket var ensbetydende med, at man sendte hele sit sjak i undergrunden – det vil sige 350 mand – og der blev man så, indtil krisen var afblæst”, fortsætter Anders.
"Cowboy-løsninger" blev erstattet af varmtvandsbeholdere
”Uden mad og drikke duer helten ikke” er en talemåde, som passer rigtig fint i denne scene, hvis man tilføjer ”varm” foran ”mad”. Fortets ledelse fandt relativt hurtigt ud af, at det ville give mest mening at lave små kabysser med adgang til kogeplader, håndvaske og altså varmt vand. Inden da havde man forsøgt sig med, hvad Anders Knudsen beskriver som ”diverse cowboyløsninger”, hvor antændte sprittabletter til opvarmning af vandet havde været kilde til en jævn forøgelse af et i forvejen temmelig højt fugtniveau i gangene. Først da beholderen i starten af 70’erne blev hængt op, blev problemet løst en gang for alle. Soldater og værnepligtige havde nu adgang til varmt vand, som flittigt blev brugt til både håndvask, opvask og madlavning.
”Fortet var faktisk overhovedet ikke født med madlavningsmuligheder, så det var derfor, man lavede de her små interimistiske køkkenfaciliteter,” fortæller Anders.
En moderne arbejdsplads under jorden
Efter en tur gennem granatrummet, hvor den nu demonterede ammunition til fortets to kanoner er opbevaret, og et visit i O-rummet, hvor al søfart blev overvåget via radar, kommer vi gående ned ad en anden gang, da vi pludselig støder på endnu en METRO THERM-varmtvandsbeholder: en 300-liters beholder fra 1985.
Selv Anders er en lille smule overrasket. Han havde heller ikke forventet at finde en beholder mere herinde, gemt bag et metalgitter, men han har dog et kvalificeret bud på, hvorfor den er blevet opført. ”Varmtvandsbeholderen her er formentlig resultatet af, at fortet i 1980’erne holdt op med at være en krigsinstallation og med Søværnets egne ord blev “en moderne arbejdsplads under jorden”. Og til en moderne arbejdsplads hører der altså ordnede toilet- og badeforhold, og det var den her vandvarmer altså en del af”, forklarer Anders.
Sidste ”sightseeing”-stop er en noget utraditionel udgang til friheden. Gennem en metalport leder Anders os ud på en af de såkaldte ”rævegange” – en slags badebro, hvor man ender midt ude på bugten med Sverige til den ene side og den tidligere Østblok på den anden. Et fantastisk billede på den unikke lokation, som Stevnsfortet er begunstiget med. Selv om fortet lukkede i sommeren 2000, har rævegangen her og resten af stedet siden 2008 stadig haft en vigtig funktion som museum, idet turister kan komme her for at få vigtig viden om en svunden tid, hvor krig og usikkerhed var dagligdag.
På vejen op til overfladen gennem fortets elevator giver Anders tydeligt udtryk for, at han – lige som mange andre danskere – håber, at tiden med verdenskrig og daglig usikkerhed aldrig vil komme igen. ”Når vi nu forhåbentlig undgår at komme i krig igen i nævneværdig fremtid, så kan Stevnsfortet og dermed også beholderne i undergrunden blive ved med at være det, de er nu: museumsgenstande. Lad os håbe, at det bliver ved med at være sådan”, slutter Anders.
