Sådan sikrer du en god beholderinstallation
10 gode råd med Jan Lytken
Når man skal installere en varmtvandsbeholder, er der en række faktorer, man skal være opmærksom på. Hvis man ikke er det, kan det lede til fejlinstallationer, som i værste fald kan betyde skader på både beholder og i kundens bolig.
For at undgå situationer som denne, har vi allieret os med vores salgschef Jan Lytken. Jan er ekspert i varmtvandsbeholdere og deler her 10 gode råd til den gode beholderinstallation.
For at sikre, at du får foretaget en vellykket beholderinstallation, der ikke skaber unødige problemer i fremtiden, er der ifølge salgschef Jan Lytken 10 gode råd, du bør følge:
1. Størrelsen på beholderen
Først og fremmest skal du vælge den rigtige størrelse beholder. Den rette størrelse er nemlig afgørende for effektiviteten af kundens varmesystem. Hvis den er underdimensioneret, vil kunden ikke få nok varmt vand, og hvis den er overdimensioneret, vil kunden bruge unødig meget energi på at varme den store mængde vand op.
Varmtvandsbeholder: Hvis det er en beholder til varmt brugsvand, så find ud af din kundes varmtvandsforbrug, og vurder størrelsen ud fra dette. Du kan læse mere om, hvilken størrelse varmtvandsbeholder, du bør vælge lige her.
Bufferbeholder: Hvis det er en bufferbeholder, skal du derimod finde ud af, hvor meget varme din kunde får brug for at lagre. Dette gør du ved at gå ind på installatørhåndbogen for den specifikke varmepumpe. Herfra går du til kapitlet ”Rørtilslutninger”, hvor du i afsnittet ”Vandmængder” kan læse om varmepumpens minimale tilgængelige vandvolumen. Bufferbeholderens volumen skal matche dette tal.
2. Montering på væg
Når du skal montere en af vores beholdere hos kunden, er det først og fremmest vigtigt at undersøge om væggen, som beholderen skal monteres på, er kraftig nok til at bære beholderen.
Hvis den ikke er det, kan du i stedet bruge et af vores beholderstativer. Vi har her både et gulvstativ, et H-stativ til beholder og et H-stativ til både beholder og unit.
3. Sikkerhedsventil og beholderventil
Beholderens sikkerhedsventil sikrer en korrekt drift og sikring af beholderen.
Det er nemlig sådan, at når vand bliver varmet op til 60 °C, så vil det udvide sig med ca. 2 %. Det betyder, at hvis man ikke lukker den overskydende vandmængde ud, kan beholderen rent faktisk sprænge. Med sikkerhedsventilen vil det overskydende vand dryppe fra under opvarmningen i kundens beholder.
METRO THERM anbefaler, at installatøren vælger en dynamisk ventil til regulering af beholdertemperaturen og optimal afkøling på fjernvarmevandets retur.
Når du skal vælge en beholderventil, anbefaler vi hos METRO THERM, at du vælger en dynamisk ventil, fx. fra Frese®. Denne ventil kan indstilles på flowet således, at du kan styre og begrænse dit flow over ventilen og dermed optimere på kundens afkøling af fjernvarmevandet.
4. Montering i den rette højde
Når du skal montere beholderen, er det vigtigt, at du monterer den i den rette højde. Dette fordi, du skal have den nødvendige plads til at kunne udføre service både i toppen og bunden af beholderen.
I bunden af beholderen skal du have plads til at kunne udskifte varmelegeme, du skal kunne udskifte anoden, og du skal kunne skylle og rense beholderen for kalk og slam.
I toppen af beholderen skal der være plads til at tilgå cirkulationsstudsen, hvis der er cirkulation på det varme brugsvand. Desuden foretages anodeskift af alle vores 30 liters varmtvandsbeholdere også i toppen af beholderen.
5. Tilgængelighed
Det er vigtigt, at du monterer beholderen, så den er lettilgængelig for service og vedligehold. Det betyder også, at montering i aflukkede skabsmoduler eller andre steder med svær tilgængelighed frarådes.
Ifølge Bygningsreglementets § 405, stk. 10 skal komponenter, der kræver betjening, eftersyn eller vedligehold nemlig ”være let tilgængelige, så dette kan ske på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde”.
6. Montering tæt på tappested
Når du så skal montere beholderen, anbefaler vi, at du gør det tæt på et tappested, fx et bryggers eller et andet sted med gulvafløb. Det gør vi, da der i forbindelse med en eventuel lækage af beholderen, er mulighed for at lede vandet direkte til et afløb, hvorved man undgår skader i kundens bolig.
7. Montering på loft
Normalt anbefaler vi hos METRO THERM ikke montering på loft eller skunkrum. Det skyldes, at kunden typisk ikke opholder sig i denne type rum, hvorfor eventuelle skader potentielt vil blive opdaget for sent.
Hvis kundens bolig derimod ikke tillader andre muligheder, anbefaler vi til gengæld, at du etablerer en drypbakke eller et andet fang ved installationen. På den måde vil vandet i tilfælde af en eventuel lækage blive opsamlet og ledt til et afløb.
8. Installation af fugtalarm
Du kan med fordel overveje at få installeret en fugtalarm til varmtvandssystemet hos din kunde. På den måde har du mulighed for at fjernovervåge og få en tidlig advarsel, hvis der skulle være tegn på lækage. Vær opmærksom på at METRO THERM ikke forhandler fugtalarmer.
9. Reklamation
Hvis du mod forventning skulle have fejl eller skader på din kundes beholder, skal du udfylde en reklamation på vores hjemmeside. I skemaet skal du udfylde en række nødvendige oplysninger samt vedhæfte et billede af produktets typeskilt samt et billede af skaden på produktet.
Herefter vil en medarbejder kontakte dig, så I sammen kan finde en passende løsning.
10. Læs manualen
Det sidste – og måske vigtigste råd – er at læse produktmanualen omhyggeligt inden du monterer beholderen hos din kunde. For alle vores beholdertyper har vi lavet udførlige betjenings- og monteringsvejledninger, som skal følges til fulde.
Forkerte installationer kan i værste fald medføre rørsprængninger, personskade og vandlækager. Hvis der opstår skader på beholderen på baggrund af, at manualen ikke er blevet fulgt, dækker garantien ikke.
Følg rådene – og få en problemfri installation
Dette var ti gode råd til, hvordan du sikrer en så god beholderinstallation for din kunde som muligt. Men der er naturligvis endnu flere aspekter, der kan være vigtige at have for øje, når man installerer en beholder.
I vores Videnscenter på metrotherm.dk deler vi den nyeste viden om varme og varmt vand, herunder vores varmtvandsbeholdere. Du kan her finde alt fra tekniske ekspertartikler, dybdegående produktpræsentationer, artikler om trends og tendenser i branchen, samt tips og tricks til at få mest muligt ud af din varmtvandsbeholder.
Ved at følge med her, er du klædt godt på og fuldt opdateret i forhold til, hvordan du bedst muligt kan hjælpe din kunde med sin beholderløsning.
Er du mere til en visuel forklaring, kan du i filmen ovenfor høre eksperten selv, Jan Lytken, fortælle om de 10 råd til en god beholderinstallation.
Tak fordi du læste med, og held og lykke med din installation!