Fem tips til at spare på varmeregningen
Er du bekymret over de stigende energipriser, og vil du gøre en indsats for at reducere din udgift til varme og varmt vand? Så læs med i denne guide.
Grundet de stigende globale energipriser kan mange risikere, at en markant større varmeregning lander i postkassen – og i de værste tilfælde kan regningen stige med flere tusinde kroner i løbet af de kolde måneder.
Til det formål har vi samlet en række tips og tricks til, hvordan du som forbruger af varme kan få de kæmpestore tal på din varmeregning til at skrumpe lidt i størrelse - uden at du kommer til hverken at fryse eller skulle nøjes med kolde bade.
Har du radiatorvarme, vil du især få glæde af de det første råd, men de andre råd gælder for alle – uanset varmesystem.
Tip 1: Tænd for alle radiatorer og sæt dem på samme niveau
Hvis du i stedet nøjes med en eller få, som er skruet meget højt op, presser du temperaturen på fremløbsvandet op, og det er væsentligt dyrere end at have flere radiatorer på middelvarme.
Tip 2: Tjek vinduer og døre
Udskift tætningslister ved døre og vinduer, hvis du kan mærke, at det trækker ind. Dårlige tætningslister udgør en stor del af en boligs varmetab. De er nemme og billige at udskifte. Hvis dine vinduer er af ældre dato og du døjer med træk, kunne det måske også være en idé at udskifte dem med en nyere, mere tæt udgave.
Tip 3: Tag noget på fødderne
Ja, det er sko, vi mener. Sutsko – eller hjemmesko, som de også kaldes. Varme stiger nemlig opad, så har du varme fødder, vil varmen forplante sig opad til resten af kroppen. I samme tråd kan det også være en god idé at lægge tæpper på gulvet de steder, I færdes mest.
Tip 4: Træk for om aftenen og fra om morgenen
Varmen fra solen skal have lov til at trænge ind i rummene, hvis den skal fungere som den ultimative radiator. Om aftenen derimod, kan du bruge gardinerne som en slags isolering, der kan forhindre varmen i at ramme de kolde vinduer.
Tip 5: Sænk temperaturen
For hver grad du sænker temperaturen i dine rum, kan du spare cirka 5 % af beløbet på varmeregningen.
Skru ikke ned for din varmtvandsbeholder!
Det er vigtigt at understrege, at du kun må sænke temperaturen på dine indendørs termostater (radiatorer, mv.). Du bør ikke sænke fremløbstemperaturen på din varmtvandsbeholders styreventil. Her skal der nemlig være en fast temperatur på minimum 55 C°, for at være sikker på, at der ikke ikke dannes legionellabakterier i dit varme vand
Vi håber, at du med denne liste blev lidt klogere på, hvad du kan gøre for at reducere din varmeregning uden at skulle foretage større ændringer i hverken din hverdag og dit varmesystem. Vil du have endnu flere gode råd til hvordan du kan spare penge på din varmeregning, kan du uddybende information i artiklen Spar penge på din varmeregning.