Studerende gør Roskilde Festival grønnere med en varmepumpe

Hvordan kan en varmepumpe gøre en festival mere klimavenlig og komfortabel? Et hold DTU-studerende fandt svaret på Roskilde Festival 2024. Gennem kreativ ingeniørkunst og leg med kølekredse udviklede de en løsning, der kombinerer grøn energi med god festivalstemning. Hør mere om resultatet i denne artikel.

Har man deltaget på Roskilde Festival før, kender man sikkert til disse to problemer:

1. De medbragte øl har efterhånden ramt en udrikkelig høj temperatur af at
stå opmagasineret i tomandsteltet.


2. Den lange kø til badet (og de høje priser) gør, at man ikke får taget lige
så mange brusebade som normalt.

Ovenstående problemer forsøgte en gruppe studerende fra DTU at løse i forbindelse med Roskilde Festival 2024. Med lidt elektrotermiske fiksfakserier lykkedes det dem at skabe en anordning, der muliggør både kolde øl og varme bade. Helt gratis for festivalgæsterne. Og helt uden at belaste klimaet.

DTU ScienceShow på Roskilde Festival. Fra venstre: Aske Fromm Andersen, Anders Dam Frandsen, Rasmus Meier Knudsen og Emil Pfeiffer Kristensen.

DTU ScienceShow står bag

Bag projektet står Rasmus Meier Knudsen og en gruppe medstuderende. Rasmus læser til daglig til elektroingeniør med speciale i elektriske energisystemer, hvor han undersøger, hvordan man genererer, transmitterer og distribuerer elektrisk energi.

I den forbindelse har Rasmus også kigget nærmere på varmepumper:

Varmepumper spiller en ret stor rolle i grøn omstilling og er en rigtig effektiv måde at producere termisk energi ud fra elektrisk energi, så i mit studie har jeg også kigget på, hvordan varmepumper kan spille ind i elnettet.

Ved siden af studiet er Rasmus og de øvrige medvirkende i projektet også en del af DTU ScienceShow – en studenterdrevet organisation, der tager rundt på skoler, biblioteker og gymnasier og formidler naturvidenskabelige forsøg på scenen.

Udover deres normale repertoire af spændende forsøg, turnerer de også jævnligt rundt med et standkoncept, hvor besøgende har mulighed for at komme forbi og prøve deres opfindelser. Det koncept valgte de at tage med på Roskilde Festival. Og med deres projekt mener de, at man – hvis man skalerer det – kan reducere festivalens generelle CO2-udledning markant.

I denne video kan du se udviklingsforløbet op til festivalen.

Fra fossil til elektrisk energi

Roskilde Festival har i dag allerede stort fokus på den grønne omstilling. I 2024 omlagde de fx deres energiforsyning, så de i stedet for at bruge dieselgeneratorer til at levere alt strøm, nu får strømmen direkte fra elnettet – en beslutning, der kraftigt reducerer festivalens CO2-udledning. Der er dog et enkelt hængeparti, som Rasmus’ og hans medstuderendes projekt kan løse:

Efter at Roskilde Festival har omlagt deres energiforsyning til i stedet at få strøm direkte fra elnettet, så har man i den forbindelse dog endnu ikke omlagt opvarmning af badevand til elektrisk energi. Derfor kommer energien til at opvarme badevand på Roskilde Festival stadig fra fossile brændstoffer, der bliver brændt af i nogle store fyr. Derfor så vi, at der her var en mulighed for at bruge nogle varmepumper til i stedet at elektrificere det og dermed reducere CO2-aftrykket.

Varmepumper er løsningen

Rasmus og DTU ScienceShow har også tidligere været på Roskilde Festival for at lave forsøg på campingpladsen med de mange festivalgæster. Sidste gang var det med den såkaldte ”øller-pøller”-maskine – en anordning, der ved hjælp af en varmepumpe kunne bruge varmen fra kogning af røde pølser til at køle dåseøl.

Med de DTU-studerendes nye Roskilde-projekt er konceptet mere eller mindre det samme – nemlig at udnytte varmepumpens kølende effekt. Projektdeltager Rasmus Meier Knudsen forklarer om teknologien:

Det interessante ved varmepumper er, at de flytter termisk energi (varmeenergi). Så vi kan lave det, der med et fint ord hedder sektorkobling, og på den måde udnytte den kølende effekt af varmepumpen også. Og det bruger vi så til at køle øl ned. Det vil altså sige, at vores projekt samtidig kan levere kolde øl og dejligt varme bade med et ret lille energiforbrug og, vigtigst af alt, strøm, der kommer fra elnettet, hvor CO2-aftrykket er ret lavt.

Studenterforening fik dem med på festivalen

For at sikre, at projektet ikke bare blev ved idéen, men rent faktisk blev realiseret, skulle Rasmus og gruppen først pitche deres idé for studenterforeningen Roskilde Festival Powered by DTU Students.

Foreningen omdanner hvert år Roskilde Festival til ét stort laboratorium, hvor DTU-studerende kan få mulighed for at teste innovative og bæredygtige tekniske løsninger af – alt lige fra vandforsyning og affaldssortering over akustik og tilgængelighed til energiforbrug og genanvendelse af materialer.

Da Rasmus og gruppen pitchede deres projektidé til festival, var studenterforeningen ikke i tvivl om, at de skulle med. Det fortæller Chrestine Hedeager Nielsen, der er projektkoordinator i foreningen. For hende er projektet nemlig fuldstændig i overensstemmelse med Roskilde Festivals grønne agenda:

Når vi udvælger projekterne, der skal med i det her samarbejde mellem Roskilde Festival og DTU, så kigger vi meget på, hvad de kan bidrage med til Roskilde Festival. Der er Roskilde Festival især interesserede i projekter, der omhandler den grønne omstilling. Derfor passer et projekt, som det ScienceShow-drengene har lavet, hvor de kigger på energieffektivisering, rigtig godt ind i den agenda og de ting, som Roskilde Festival leder efter løsninger på.

Gennem tiden er flere projekter under Roskilde Festival Powered by DTU Students blevet en fast del af festivalen, mens nogle også er gået hen og blevet større etablerede virksomheder, herunder Volt®, Dropbucket®, Kubio® og PeeFence®.

METRO THERM bidragede med teknologien

Efter billetten var sikret til festivalen skulle Rasmus og ScienceShow-drengene nu finde de forskellige komponenter, der skulle bruges til for at kunne realisere deres originale opfindelse. Her trådte METRO THERM til. Vi leverede nemlig al teknologien til systemet, herunder en brugsvandsvarmepumpe, en varmepumpebeholder, et h-stativ til montering samt et kit-sæt til varmepumpen.

Om samarbejdet fortæller Gitte Pedersen, marketingchef hos METRO THERM:

Vi er altid på udkig efter innovative anvendelser af vores varmepumper, og da vi hørte om DTU-gruppens idé, var vi straks interesserede. Det er fantastisk at se, hvordan vores teknologi kan bidrage til så kreative og klimavenlige løsninger.

Rasmus Knudsen er også meget begejstret for METRO THERMs produkter, der ifølge ham er blevet udsat for den absolutte bedste test af holdbarhed og kvalitet – nemlig en uge på Roskilde Festival:

Man kan sige, at det er en ret god test af holdbarheden af produkter at tage dem med på Roskilde Festival. Den her varmepumpe, vi har med i år har også været på Roskilde Festival sidste år – og kører stadig. Så indtil videre virker det ret godt.

Sådan bliver varme øl til
varmt badevand
– trin for trin

  1. Placér dine varme øl i køleskabet
    I stedet for at vente på, at dine øl køler ned naturligt, bruges et specielt køleskab til at gøre dem kolde hurtigere.
  2. Køleskabet kobles til en varmepumpe
    Normalt har et køleskab en kompressor til at køle ting ned, men her er den fjernet. I stedet er køleskabet koblet til en varmepumpe via en luftslange.
  3. Varmepumpen overtager kølingenKøleskabet sender varm luft gennem luftslangen til varmepumpen. På den måde fungerer køleskabet som en erstatning for varmepumpens normale udedel (som ellers ville hente varme fra udeluften). På den måde fungerer køleskabet som en erstatning for varmepumpens normale udedel (som ellers ville hente varme fra udeluften).
  4. Varmen fra øllene bliver til energi
    Varmepumpen trækker varmeenergien ud af køleskabet – og dermed også ud af de varme øl. Resultat: Øllene bliver kølet ned.
  5. Beholderen bliver udedelen
    I stedet for at lade varmen gå til spilde, leder varmepumpen den videre til en varmtvandsbeholder. Varmtvandsbeholderen fungerer her som en erstatning for varmepumpens normale indedel.
  6. Resultat: Kolde øl og varmt vand til bad
    Når øllene bliver kolde, bliver badevandet varmt – en smart og grøn løsning!
  7. Kort sagt:
    Varmen fra de varme øl bliver flyttet til badevandet. Det giver både kolde drikkevarer og varme bade – perfekt til en festival!

Holdet håber på en ”gamechanger”

Op til festivalen var forventningerne høje hos de fem DTU-studerende. For selvom de havde været på festivalen før med andre projekter, så var der alligevel noget særligt ved denne case. Rasmus var i hvert fald overbevist om, at projektet kunne løse en helt grundlæggende problemstilling på festivalen, hvorfor folk da bare måtte strømme til deres camp:

Vi kommer jo til at stå ude på campingpladsen, hvor folk har nogle varme øl og behov for varme bade. Folk betaler i dyre domme for kolde øl ude på campingpladsen – der er nærmest altid kø til at få dem udleveret. Så vi tænker, at hvis vi kan komme med et koncept, hvor man kan komme og bytte en varm øl for en kold øl uden, at det koster én noget, og man måske endda kan få et varmt bad eller en varm håndvask oveni, så bliver det et stort tilløbsstykke. Så vi regner med rigtig mange gæster, der vil synes, at det ville være fantastisk at kunne bytte en varm for en kold.

For at lokke så mange til projektet som muligt, havde de endda lavet et skilt, hvor der med kridt stod: ”Er din øl varm? Byt den til en KOLD. Du kan også vaske hænder eller tage et varmt bad”.

Løsningen leverede efter planen

Under festivalen skulle løsningen hurtigt vise sig som en stor succes blandt festivalens gæster. Badefaciliteterne blev flittigt benyttet, og flere roste initiativet. ”Det er simpelthen varmt!” råbte en festivalgæst overrasket efter at have tændt for den tilsluttede vandhane. Mange andre glædede sig over, at de kunne dukke op med favnen fuld af varme øl og gå retur til festivalcampen med dem nedkølede.

Også Rasmus og de øvrige deltagere var svært begejstrede for muligheden for at vise projektet frem for de mange festivalgæster, der mødte op til ScienceShow-drengenes projekt. Rasmus fortæller:

Dét rent faktisk at kunne stå på en mark på Roskilde Festival og forklare om energisystemet og hvordan man både på festivalen og i det videre samfund laver grøn omstilling – det er da fantastisk!

I denne video kan du se det færdige resultat på Roskilde Festival.

Håbet herfra

Efter oplevelsen håber Rasmus og resten af holdet, at løsningen de har demonstreret, også i fremtiden kan finde anvendelse på festivalen:

Vores håb er da, at Roskilde Festival vil kigge til vores projekt og overveje, om de ikke skulle skifte de her dieselfyr ud og i stedet bruge den netforbindelse de har til at opvarme badevandet med varmepumper. Og så ville det jo være ekstra fantastisk, hvis de samtidig udnyttede den her køling, som varmepumpen egentlig også leverer til måske at levere noget køling til f.eks. madboder, øltelte, osv. Det er også derfor, at vi gerne ville ned og demonstrere vores prototype og indhente noget data for, hvor godt det virker – og det kan Roskilde Festival så samle op på bagefter.

Én ting er i hvert fald sikker – med deres innovative tilgang har de DTU-studerende sammen skabt et system, der demonstrerer, hvordan teknologiske løsninger kan kombineres med kreativitet for at skabe en grønnere fremtid – og kolde øl.